Løbere på klippemalerier

Mennesket har altid haft brug for at kunne løbe. Det viser bl.a. klippemalerier med jægere – ikke kun i Afrika, men hele verden. De afrikanske klippemalerier viser typisk løbende jægere med spyd. Jægerne har skullet løbe både langt og hurtigt i åbent terræn, hvor udmattelse af byttet var en af deres metoder. Ifølge malerierne var de barfodsløbere som på dette billede fra Kalahari. Man kan næsten genkende de langlemmede kenyanske maratonløbere i den tegning. Klippemalerier fra Europa og Amerika viser især jægere, som har brugt bue og pil, hvilket muligvis ikke krævede langdistanceløb. Men der skal mere ekspertise, end jeg har, til at drage den slutning.

Halvmaraton i København 29. marts 2014

Eritreas løbere bliver fejret i København 

 

Efter en individuel sølvmedalje og en holdguldmedalje for mændene til VM i halvmaraton den 29. marts 2014 i København var der fest i den eritreanske klub.

         

Løb i Afrika

Tekst: Tekst og Foto: Christian Sørensen

01/05/2013

Artikler, Inspiration, Tips og råd, Træning

HVAD KRÆVER DET AT LØBE I AFRIKA?
At tage løbesko med i kufferten til det ultimative løbekontinent falder Christian Sørensen helt naturligt. Han har boet og arbejdet der i mere end 20 år. Lær af hans erfaring med at løbe på det varme kontinent.

‘Barfodsløbere’ i Afrika – Foto Christian Sørensen

Det er morgen. Jeg vågner til lyden af hanegal. Jeg trækker myggenettet til side, tænder lyset, hvis der er elektricitet. Ellers bruger jeg min lygte. Skoene og løbetøjet ligger klart, så jeg er klar til en løbetur. Det er sjældent, man ikke kan løbe i shorts og en let løbetrøje. Jeg drikker en smule vand, men varmer ikke meget op. I starten løber jeg langsomt for at varme op. Inden min start hilser jeg på en vagtmand, en receptionist på et hotel, eller andre jeg møder. Jeg bliver hurtigt kendt som den mærkelige ‘mzungu’ (= hvid mand), der løber om morgenen, men kommentarerne er altid opmuntrende.


En nattevagt ved et hotel, hvor jeg boede i en uge, sagde hver morgen: ‘Jeg løber sammen med dig i morgen!’, hvilket han dog aldrig gjorde. Han var jo på arbejde.

Udstrækningen efter en løbetur foregår på et sted uden tilskuere – måske endda indendørs – for det kan samle meget opmærksomhed, hvis en svedende hvid mand står alene og fægter som en sprællemand eller forsøger at vælte træer.

Løb før heden sætter indAt løbe om morgenen i Afrika betyder tidlig morgen. Ved Ækvator står solen op klokken 6 og går ned igen klokken 6 om aftenen. Det er med at nyde den behagelige svale luft og glæden ved morgendug. De forsvinder begge hurtigt. I Afrika kommer solen hurtigt op over horisonten, og en time efter solopgang kan varmen allerede være ulidelig. Hvis jeg løber i en by, er det også godt at kunne undgå den værste morgentrafik, som kan være virkelig slem.


Morgenerne har en speciel lugt, og luften er mere klar end senere på dagen. Man kan høre lyde langt væk fra. Om morgenen er man en del af en bys sjæl. De andre morgenduelige, man møder, er også lige vågnet. Der bliver hilst. Om eftermiddagen kan det være svært at komme frem for travle mennesker og tæt trafik. Om morgenen er der mere plads til en løber, og der er tit andre morgenløbere – både dem i løbesko, som jeg selv, og så de andre, som skal på arbejde eller i skole, og som er lidt for sent på den eller blot sætter i løb af vane.


Mine distancer er mellem 6 og 10 kilometer ligesom i Danmark. Måske lidt længere om søndagen. Jeg vil gerne være tilbage, før varmen sætter ind, og solen bliver for skarp. Underlaget er sand, grus, asfalt, fortovsfliser der, hvor der er fortov. Det er forhindringsløb over huller, rødder, sten og vandpytter. Udstrækningen efter en løbetur foregår på et sted uden tilskuere – måske endda indendørs – for det kan samle meget opmærksomhed, hvis en svedende hvid mand står alene og fægter som en sprællemand eller forsøger at vælte træer.



Strandløb bedst om eftermiddagenStrandløb er en af mine favoritter i Afrika. Om morgenen er der smukt og stille på stranden, men når man løber i tropisk kystklima med høj luftfugtighed, bliver sveden vredet ud af kroppen og lægger sig på huden, så ny sved ikke kan komme ud. Man bliver dampende varm. Om eftermiddagen, når bølgerne er høje og vinden har taget til, er det faktisk mere behageligt, også selv om det er varmere end om morgenen. Man bliver tørret af vinden.


At søge vandet har en særlig magi. Hvis det er muligt, finder jeg altid en løberute, som peger mod havet og stranden, en flod eller en sø. Jeg har løbet på strandene ved både Det Indiske Ocean og Atlanterhavet, langs Malawisøen og Nilen. Men sådan har jeg det også hjemme i mit nabolag i Nordsjælland, hvor Furesøen, Farum Sø, Bagsværd Sø drager løbere både til træning og traditionsrige motionsløb.


Højt at løbeI indlandet er luften tør ikke mindst i højlandet. Du mærker ikke sveden, da den med det samme bliver optaget af den tørstende luft. Men du skal ikke lade dig narre. Der er stadigvæk brug for at drikke meget efter en tur på 6 km. Nogle af de byer, jeg har løbet i, ligger højt. Asmara i Eritrea ligger i 2.300 meters højde, Nairobi i Kenya    i 1.600 meter, Kigali i Rwanda i 1.500 meter, Harare i Zimbabwe og Kampala i Uganda ca. 1.400 meter. Det betyder, at træningen i begyndelsen er meget hård. Dette er højdetræning. Den af disse byer som er bedst at løbe i, er nok Kigali, Rwandas hovedstad. Byen giver mulighed for bakkeløb, så det basker. Fortovene er brede og trafikken er moderat. Også Asmara er en dejlig by at løbe i på grund af de brede gader med god plads for fodgængere og cyklister. Harare har store parker. Nairobi og Kampala derimod er trafikhelveder helt fra morgenstunden, og de har ikke parker, som du kan løbe i.


Ude på landet i små byer og i landsbyerne er det også fint at løbe både i bjergene og ude på sletterne. Man løber på den røde afrikanske jord, mellem majsmarker, banan- og mangotræer. Naturen er storslået. Der er kvidrende væverfugle i et akacietræ og marabustorke, glenter og spraglede ellekrager i luften. Der er altid mennesker, som hilser. Hundene, der vogter en stråtækt boplads, løber af en eller anden grund ikke efter en løber, men kun efter biler. Måske er det fordi, det er så almindeligt at løbe. Ben er det vigtigste transportmiddel i Afrika.


Børn har sommetider en skolevej på adskillige kilometer. De bevæger sig i små grupper i deres skoleuniformer og med et stilehæfte og en blyant i en plasticpose. De er virkelig glade for at møde en løber og kan godt finde på at løbe med. Så snakker de lidt med mig, nogle løber baglæns for at have øjenkontakt. De synes nok også, jeg løber ulideligt langsomt.

Der er altid mennesker, som hilser. Måske er det fordi, det er så almindeligt at løbe. Ben er det vigtigste transportmiddel i Afrika.

Pas på med barfodsløbBørn går tit med bare fødder. De spiller både fodbold og løber uden sko. Der er historier om piger og drenge, der stiller op i skoleatletikstævner i bare fødder – og vinder. Jeg har set en pige løbe barfodet over en smal træbro med sin lillebror på ryggen, endda ivrigt snakkende med sin veninde. Det gik hurtigt. Men de fleste har dog sko eller i hvert fald klip-klappere. Dem kan du også løbe hurtigt med.
For den besøgende danske motionsløber er barfodsløb en dårlig ide. Der er meget grus og mange sten på veje og stier. Selv de smukke strande kan være farlige med glasskår, skarpe koraller eller strandskaller. Jeg har engang fået en løbesko flænset op efter strandløb i Dar es Salaam.


Sikkerheden er vigtigJeg har besøgt lande, hvor der er konflikter. Der er soldater i gaderne og udgangsforbud om aftenen. Når jeg ankommer til sådan et land, er en sikkerhedsbriefing obligatorisk. For mit vedkommende bliver jeg briefet af den organisation, som jeg besøger. Her kan man få råd om, hvordan man skal bevæge sig, hvor man kan – og ikke kan – løbe og hvornår. Jeg plejer at spørge, om jeg kan løbe en tur om morgenen, og de fleste gange får jeg et ja. I den Demokratiske Republik Congo mødte jeg hver morgen en deling indiske FN soldater på luntetrav i deres militære træningsdragter og med en følgebil med væbnet vagt. Vi hilste på hinanden, når jeg løb forbi.


En sikkerhedsbriefing vil også næsten altid komme ind på kriminalitet, som også findes i lande uden konflikt. Men det er nok trafikken, som er den største fare i Afrika. I hvert fald i byerne. Trafikkulturen er helt anderledes. Man kører stadig i venstre side i de gamle britiske kolonier. Biler i Afrika er i bogstaveligste forstand asfaltjunglens herskende rovdyr – jo større, desto mindre respekt for andre trafikanter og mindst af alt for dem til fods. Lyskryds og fodgængerfelter respekteres ikke. Fodgængerne er fredsløse.
U
den væskebælteJeg tager ikke væske med på mine løbeture. I og omkring byer og landsbyer er det muligt at lave pit stop undervejs, især om eftermiddagen. Det er typisk en vejsidekiosk, et cafeteria eller en benzinstation. På turiststeder kan det endda være en strandbar. Det var det i de tre år, jeg boede i Mombasa. ‘Eric’s Bar’ hed den. Den var bygget op som en kæmpemæssig rundhytte omkring et baobabtræ. Taget var lavet af kokospalmeblade, og gulvet var strandsand. Bardisken vendte ud mod havet. Musikken var altid på, og der var et publikum af europæiske evighedsturister om eftermiddagen – solfarvede mænd i pensionsalderen med afbleget tøj af for megen sol og for megen vask – og unge, smarte piger i fuld krigsmaling med huden glinsende af kokosnøddeolie. På stranden udenfor gik korttidsturister i pænt farvesikkert kvalitetstøj på strand-slentretur, nogle stoppede ved Eric’s Bar til en kold drink.


Jeg blev hurtigt stamgæst, for Eric’s Bar lå præcist på mit vendepunkt. Jeg stoppede mit ur, fiskede en sammenfoldet pengeseddel frem fra min løbesok og tog den kolde, opknappede danskvand, som bartenderen allerede havde fundet frem. Han vidste, hvad jeg skulle have. Jeg sad i ti minutter og var en del af en hel anden verden, sommetider med lidt småsnak. Pigerne langs bardisken lod mig hurtigt være i fred. De var også stamgæster og vidste, at jeg ikke blev længe. Efter pausen startede jeg uret igen. Kulsyren var ikke behagelig, men væsken var nødvendig. Jeg ville ikke som i Danmark løbe rundt med mit væskebælte.


På strandene i Dar es Salaam og Banjul var mit pit stop en kokosnøddesælger. Den umodne, grønne kokosnød har en dejlig svalende saft. Den er på samme tid læskende og energigivende. Der er firmaer, som markedsfører kokosnøddesaft som restitutionsvæske for marathonløbere. Jeg har læst om alle dens gavnlige ingredienser, men også set løberblogs, hvor dens værdi diskuteres. Nogle får kvalme af den, andre – som jeg – energi.

I de senere år har den globale løbefeber bredt sig til Afrika, som nu har et utal af løb – ikke kun marathons, som der er rigtig mange af. Dem skal du ikke tro, du kan vinde.

7.000 km i AfrikaJeg har nok løbet omkring 7.000 km i Afrika gennem årene. Jeg har boet i Tanzania, Eritrea, Gambia og Kenya, hvor jeg har løbet mine faste ruter flere gange om ugen. Og jeg har besøgt 8-9 andre lande i kortere tid, hvor jeg har haft løbeskoene med. Den samlede distance ville kunne bringe mig tværs over kontinentet fra Mombasa i Kenya til Banjul i Gambia, hvis der var en lige linje, man kunne følge. Det er der ikke, men det kunne nok gøres i zig-zag ved brug af veje og stier.


Der er personer, som har cyklet fra nord til syd. I Tanzania mødte jeg har selv en cyklende japaner på vej ‘jorden rundt’. Men jeg har aldrig hørt om nogen, der har løbet tværs over Afrika eller for den sags skyld fra nord til syd. Om jeg selv ville? Nej! Min løbefilosofi er en hel anden. Men jeg kan godt forestille mig udfordringen.


Jeg har kun deltaget i et organiseret motionsløb i Afrika og det var et 10 km gadeløb i Dar es Salaam i 1992 i over 30 graders varme. Løbet var arrangeret af Tanzanias olympiske komité. Jeg endte med både at få et certifikat med det olympiske symbol på og et stort batteridrevet vægur, som var vinderpræmie til vinderen af alderskategorien over 40, som jeg var den eneste deltager i. Det var dengang, Juma Ikangaa stadig var det helt store løbeidol i Tanzania, og en masse unge, mange i bare tæer eller sandaler, stillede op. Ikangaa fik dog ingen succes ved olympiaden i Barcelona senere på året, mens kenyanerne for første gang vandt både guld, sølv og bronze i 3.000 meter forhindringsløb.


I de senere år har den globale løbefeber bredt sig til Afrika, som nu har et utal af løb – ikke kun marathons, som der er rigtig mange af. Dem skal du ikke tro, du kan vinde. Der er også kortere motionsløb, ofte annonceret som ‘fun races’. Og så er der de helt vilde ultraløb, for eksempel gennem Sahara og op ad Mount Cameroun.


Mest kendt er nok ‘Great Ethiopian Run’. De 10 km foregår i Addis Abebas gader hvert år i september. I 2011 var der 30.000 deltagere, og her kan du opleve at være med i samme løb som Haile Gebresellassie eller en af de andre superstjerner. ‘Nairobi Marathon’ er også en mulighed for at være sammen med de helt store. Du behøver ikke at tage hele distancen, der er både halvmarathon og 5K at være med i. Det samme gælder ‘Kilimanjaro Marathon’, som foregår i marts.


Alle disse tre løb foregår i højlandet, så hvis du har tænkt dig at deltage, skal du nok tage af sted i god tid før, så du vænner dig til højderne. Men så kan du jo samtidig nyde nogle af kontinentets smukkeste naturscenerier. Og bagefter kan du tage ud til det Indiske Ocean og slappe af med noget strandløb og kokosnøddesaft. Ha’ en go’ løbetur i det afrikanske.

TIPS
 

5 GODE RÅD TIL AT LØBE I AFRIKA

1. Løb enten tidligt om morgenen eller sent om aftenen for at undgå solens stærke stråler. Hvis du vil løbe om eftermiddagen, er det godt at løbe ved stranden, når der er en svalende vind og du kan tage en kokosnøddesaft til at slukke tørsten.

2. Husk at få en masse at drikke – også selvom du ikke føler dig tørstig.

3. Undgå at løbe i bare fødder, da der er meget grus og mange sten på veje og stier.

4. Vær ekstra opmærksom på sikkerheden og forhør dig om, hvor og hvornår du kan løbe. Sikkerhed gælder både kriminalitet og trafik.

5. Vær klar på at blive til offentligskue som hvid storsvedende løber.

GUIDE
 

ANBEFALEDE MOTIONSLØB I AFRIKA

Kunne du tænke dig at løbe et motionsløb i Afrika? Så er her 3 gode bud, som alle foregår i højlandet, så husk at komme i god tid inden løbet, så du kan vænne dig til højderne.

Great Ethiopian Run. Det nok mest kendte løb, som foregår i Addis Abebas gader hvert år med plads til mere end 37.000 løbere.

Distance: 10K

Dato: 24. november 2013

www.ethiopianrun.org

Nairobi Marathon. Også et af de største løb i Afrika med plads til 20.000 deltagere. Distancer: MT, ½ MT. 10K og 4K.

Dato: 27. oktober 2013

www.nairobimarathon.com

Kilimanjaro Marathon. Hvis du også er draget af det flotte bjerg, så kan dette løb være en mulighed.

Distancer: MT, ½ MT og 5K

Dato: 2. marts 2014

www.kilimanjaromarathon.com 

FAKTA
 

Christian SørensenEr 64 år og har boet og arbejdet i Afrika i mange år bl.a. Tanzania, Eritrea og Kenya. Har været motionsløber siden 1970’erne. PR på 14 km er 1:02:51 (1981) og ½MT er 2:05:05. Han har oplevet udviklingen i Afrika gennem 30 år og har beskrevet den i artikler og rejsebreve – mange i form af en beretning fra sin løberute. Han har bogstaveligt talt oplevet Afrika med løbesko på. Løbefilosofi: Oplev verden ved at løbe i den.

Artiklen er fra LøbeMagasinet #46. Køb magasinet her og bestil abonnement på LøbeMagasinet her

Med Eritreas løbere til VM i halvmaraton i København 

I sidste uge af marts 2014 kom Zersenay Tadesse til København, som var vært for verdensmesterskabet i halvmaraton. Løbet blev en rigtig københavnerbegivenhed, idet et kæmpe motionsløb med op mod 30.000 deltagere fandt sted på samme rute kort tid efter, at verdenseliten havde løbet. For min familie var det også specielt. Ikke kun fordi to af mine døtre deltog i motionsløbet, men også fordi dette jo var et sjældent besøg af Eritreas sportshelt nummer et til Danmark. Eritreanere bosat i København holdt møder, planlagde, hvor de ville stå på ruten med det eritreanske flag. Specielle T-shirts blev trykt.

 

Der er vel et par hundrede eritreanere bosiddende i Københavnsområdet. Det virkede som om de alle var der – endda suppleret med nogle, som var kommet fra Sverige – foran Christiansborg den formiddag 29. marts 2014, hvor starten til verdensmesterskabet i halvmaraton skulle foregå. Og de var kommet i god tid med flag og plakater for at få en god plads.

 

Også min familie var der med min kones flag – nu sømmet på et kosteskaft. Det var det samme flag hun havde haft med til fodboldlandskampen mellem Eritrea og Senegal i Dakar 15 år tidligere. Her var der imidlertid mulighed for sejr. Alle stirrede ned mod startsnoren hvor tre kvindelige løbere og fem mandlige fra Eritrea var ved at gøre sig klar. Da startskuddet lød begyndt de eritreanske kvinder at ullulere, og flagene blev viftet – til stor gene for de danske tilskuere. Men det var jo for at opmuntre løberne.

 

Og løberne kunne ikke undgå at se flagskoven, de krøllede hoveder og høre tilråbene. Et par af de mandlige løbere – deriblandt Tadesse – nåede lige at vinke ud til os med flagene, før de stormede forbi, allerede efter 100 meter i spidsen af løbet. For løbere i verdenseliten tager det omkring en time at løbe 21 km for mændenes vedkommende og 1 time og 10 minutter for de hurtigste kvinder.

 

Opløbet var spændende. De fem første kvinder var kenyanere. De eritreanske kvinder kom langt efter. Men for mændene var der kamp til målstregen mellem løbere fra Eritrea, Kenya og Etiopien. En kenyansk løbe spurtede i mål først efterfulgt af Samuel Tsegay fra Eritrea og en etiopisk løber. Zersenay blev skuffende nummer fire, selv om de alle havde løbet under de 60 minutter. Altså eritreansk sølvmedalje.

 

Men, for første gang lykkedes det Eritrea at slå Kenya i holdkonkurrencen. For alle de fem eritreanske løbere var mellem de otte første. Sammenlagt var de suveræne holdmestre. Og det eritreanske flag gled til tops i forårssolen med Kenyas på den ene side og Etiopiens på den anden. Den eritreanske nationalsang blev spillet og de eritreanske tilskuere sang med.

 

Om aftenen har der ’after party’ i den eritreanske klub i Husum. Vi var der sammen med 50-70 eritreanere. Mens vi ventede på løberne blev min datter og tre andre motionister, som havde deltaget i løbet, hædret. Men æresgæsterne var heltene og heltinderne i de lyseblå træningsdragter. Der blev igen ulluleret, da de ankom, danset og klappet. De fik blomster, kram og skulder-mod-skulder gnubben. Det er den måde eritreanske fightere hilser på hinanden.

 

Der var mad. Min kone havde bidraget med en skålfuld frikadeller. Der blev holdt taler, taget billeder og skrevet autografer. Også jeg fik trykket et par verdensmesterhænder. Og fik også en snak med Zersenay Tadesse, hvor jeg ikke kunne lade være med at spørge ind til cross country verdensmesterskabet i Mombasa i 2007, som han vandt.

 

I det løb var kenyanerne sammen med den etiopiske superløber, Kenenisa Bekele, storfavoritter. Men Bekele udgik i slutningen af løbet, angiveligt på grund af mavepine. Jeg spurgte Zersenay, hvorfor Bekele udgik.

’Det var meget varmt!’, sagde han diplomatisk

’Hvad med mavepinen?’ spurgte jeg

Zersenay grinede lidt og rystede så på hovedet og viste mig en rystende pigefinger. Det er typisk eritreansk kropssprog, som skal oversættes nogenlunde sådan:

’Han kunne bare ikke følge med!’

 

Denne aften sammen med disse superløbere – fem verdensmestre, en sølvmedaljevinder og en verdensrekordholder foregik 100% på eritreanske betingelser, selv om det var midt i København. Det var det lille lands store dag. Der blev skruet op for musikken, og der blev drukket øl og whisky, dog ikke løberne. De drak kun vand. Og så dansede de – eritreanere i Danmark sammen med deres ’helte’ – til klokken tre om natten.

Jeg er motionsløber og har været det siden 1970. Nu arbejder jeg som programkoordinator hos ADRA Danmark - en NGO indenfor nødhjælp og udviklingsbistand, men jeg har arbejdet mange år i forskellige afrikanske lande. Mine længste Afrikaophold har været Tanzania 8 år, Eritrea 7 år og Kenya 6 år. Jeg bor nu i Farum, er gift og har tre teenagebørn. Alle mine børn - inklusive to fra at tidligere kuld på 32 og 37 år - er motionsløbere, en er konkurrenceløber.

Jeg løber ikke hurtigt, typisk mellem 5 og 5½ minut per kilometer. Mine distancer er 6 til 10 km. Jeg løber i alt slags vejr og overalt, hvor jeg befinder mig. Det inkluderer Afrika Jeg har nok løbet omkring 7.000 km i Afrika i alle årene. Jeg har boet i Tanzania, Eritrea, Gambia og Kenya, hvor jeg har løbet mine faste ruter flere gange om ugen. Og jeg har besøgt 8-9 andre lande i kortere tid, hvor jeg har haft løbeskoene med.

Den samlede distance ville kunne bringe mig tværs over kontinentet fra Mombasa i Kenya til Banjul i Gambia, hvis der var en lige linje, man kunne følge. Det er der ikke, men det kunne nok gøres i zig-zag ved brug af veje og stier. Der er personer, som har cyklet fra nord til syd. Jeg har selv i Tanzania mødt en cyklende japaner på vej ’jorden rundt’. Men jeg har aldrig hørt om nogen, som har løbet tværs over Afrika, eller for den sags skyld fra nord til syd. Om jeg selv ville? Nej! Min løbefilosofi er en hel anden. Men jeg kan godt forestille mig udfordringen.

Min løbefilosofi: Oplev verden ved at løbe i den

På denne blog vil jeg skrive om mine løbeoplevelser i Afrika