Med Eritreas løbere til VM i halvmaraton i København 

I sidste uge af marts 2014 kom Zersenay Tadesse til København, som var vært for verdensmesterskabet i halvmaraton. Løbet blev en rigtig københavnerbegivenhed, idet et kæmpe motionsløb med op mod 30.000 deltagere fandt sted på samme rute kort tid efter, at verdenseliten havde løbet. For min familie var det også specielt. Ikke kun fordi to af mine døtre deltog i motionsløbet, men også fordi dette jo var et sjældent besøg af Eritreas sportshelt nummer et til Danmark. Eritreanere bosat i København holdt møder, planlagde, hvor de ville stå på ruten med det eritreanske flag. Specielle T-shirts blev trykt.

 

Der er vel et par hundrede eritreanere bosiddende i Københavnsområdet. Det virkede som om de alle var der – endda suppleret med nogle, som var kommet fra Sverige – foran Christiansborg den formiddag 29. marts 2014, hvor starten til verdensmesterskabet i halvmaraton skulle foregå. Og de var kommet i god tid med flag og plakater for at få en god plads.

 

Også min familie var der med min kones flag – nu sømmet på et kosteskaft. Det var det samme flag hun havde haft med til fodboldlandskampen mellem Eritrea og Senegal i Dakar 15 år tidligere. Her var der imidlertid mulighed for sejr. Alle stirrede ned mod startsnoren hvor tre kvindelige løbere og fem mandlige fra Eritrea var ved at gøre sig klar. Da startskuddet lød begyndt de eritreanske kvinder at ullulere, og flagene blev viftet – til stor gene for de danske tilskuere. Men det var jo for at opmuntre løberne.

 

Og løberne kunne ikke undgå at se flagskoven, de krøllede hoveder og høre tilråbene. Et par af de mandlige løbere – deriblandt Tadesse – nåede lige at vinke ud til os med flagene, før de stormede forbi, allerede efter 100 meter i spidsen af løbet. For løbere i verdenseliten tager det omkring en time at løbe 21 km for mændenes vedkommende og 1 time og 10 minutter for de hurtigste kvinder.

 

Opløbet var spændende. De fem første kvinder var kenyanere. De eritreanske kvinder kom langt efter. Men for mændene var der kamp til målstregen mellem løbere fra Eritrea, Kenya og Etiopien. En kenyansk løbe spurtede i mål først efterfulgt af Samuel Tsegay fra Eritrea og en etiopisk løber. Zersenay blev skuffende nummer fire, selv om de alle havde løbet under de 60 minutter. Altså eritreansk sølvmedalje.

 

Men, for første gang lykkedes det Eritrea at slå Kenya i holdkonkurrencen. For alle de fem eritreanske løbere var mellem de otte første. Sammenlagt var de suveræne holdmestre. Og det eritreanske flag gled til tops i forårssolen med Kenyas på den ene side og Etiopiens på den anden. Den eritreanske nationalsang blev spillet og de eritreanske tilskuere sang med.

 

Om aftenen har der ’after party’ i den eritreanske klub i Husum. Vi var der sammen med 50-70 eritreanere. Mens vi ventede på løberne blev min datter og tre andre motionister, som havde deltaget i løbet, hædret. Men æresgæsterne var heltene og heltinderne i de lyseblå træningsdragter. Der blev igen ulluleret, da de ankom, danset og klappet. De fik blomster, kram og skulder-mod-skulder gnubben. Det er den måde eritreanske fightere hilser på hinanden.

 

Der var mad. Min kone havde bidraget med en skålfuld frikadeller. Der blev holdt taler, taget billeder og skrevet autografer. Også jeg fik trykket et par verdensmesterhænder. Og fik også en snak med Zersenay Tadesse, hvor jeg ikke kunne lade være med at spørge ind til cross country verdensmesterskabet i Mombasa i 2007, som han vandt.

 

I det løb var kenyanerne sammen med den etiopiske superløber, Kenenisa Bekele, storfavoritter. Men Bekele udgik i slutningen af løbet, angiveligt på grund af mavepine. Jeg spurgte Zersenay, hvorfor Bekele udgik.

’Det var meget varmt!’, sagde han diplomatisk

’Hvad med mavepinen?’ spurgte jeg

Zersenay grinede lidt og rystede så på hovedet og viste mig en rystende pigefinger. Det er typisk eritreansk kropssprog, som skal oversættes nogenlunde sådan:

’Han kunne bare ikke følge med!’

 

Denne aften sammen med disse superløbere – fem verdensmestre, en sølvmedaljevinder og en verdensrekordholder foregik 100% på eritreanske betingelser, selv om det var midt i København. Det var det lille lands store dag. Der blev skruet op for musikken, og der blev drukket øl og whisky, dog ikke løberne. De drak kun vand. Og så dansede de – eritreanere i Danmark sammen med deres ’helte’ – til klokken tre om natten.